Hoovering er et engelsk ord der egentlig betyder at støvsuge, hvilket præcis er hvad der menes i forbindelse med narcissistisk manipulation. Det er en kraftig og magtfuld mekanisme som narcissisten bruger til at få suget dig tilbage til hvor de gerne vil have dig.
Når du forlader en narcissist, eller de forlader dig, når du sætter dine grænser eller siger nej tak, når breadcrumbing og et nyt forsøg på lovebombing ikke virker, så vil du opleve at de prøver at trække dig tilbage ved at bruge hoovering. Grunden bag kan sagtens være at de ønsker at få dig tilbage til det der var: en god forsyningskilde til dem. Det kan også være at de blot har behov for at beholde kontrollen og magten, og kasserer dig så snart du bider på krogen igen.
Når du kommer ud af et forhold med en narcissist, er du meget sårbar. Du har en healingsproces foran dig, og mange af de gamle følelser rumsterer stadig rundt. Der kan være forvirring, og i de stille timer kan følelser som håb, ønsker, drømme, ulykkelighed, desperation og frygt for ensomhed snige sig ind på dig igen. Det er nemt at komme til at glemme hvor slemt det hele egentlig var når disse følelser farer rundt i dig. På det her tidspunkt i din process, kan du være ret modtagelig for narcissisten forsøg på at trække dig ind igen.
"Han sagde til mig,
at så snart han havde fået det bedre,
ville han gifte sig med mig."
Narcissisten spiller hovedsageligt på dit håb og din skyldfølelse når de forsøger at trække dig ind igen. Hertil kommer det de er bedst til: manipulation. Der skrues op for det hele, karisma, smigeren, kurtiseren, hvad end der virkede på dig dengang du mødte dem. Med deres offerrolle der aktiverer din skyldfølelse har de alt hvad der skal til for at trække dig ind igen. Det er meget effektivt og forførende.
Når en narcissist hoover, kan de finde på at fortælle dig en masse ting de ikke før har ladet dig høre. Det er ting de ved du har ventet på, det kan for eksempel være kærlighedserklæringer eller løfter om ægteskab, familie og personlig forbedring. De kan finde på at møde op på din adresse eller dit arbejde kun for, med bævrende læber og øjne fulde af undskyldninger, at sige tak for din kærlighed i alle de år, måske enddog give en ting tilbage du i kærlighed engang har foræret dem. De overdådige og dramatiske handlinger de gør, har til formål at fodre dit håb der begynder at spire igen.
Alt det de fortæller og viser dig, begynder at vække din skyldfølelse, og det kan trigge din empati og dit behov for at være et godt menneske som hjælper hvor du kan.
Du kan ende med at gøre dig mange tanker, når først en lille gnist har tændt et håb og måske en martyr i dig; for måske kunne i rent faktisk lykkes, hvis du lige havde været lidt mere tålmodig? Du har jo set deres gode sider, så de må jo stadig være drinde.
Oveni det hele, spiller narcissten på din frygt, og kan måske finde på at fortælle dig, at der er ingen der ude der kan elske dig så meget som de gør, og slet ikke på den måde!
De ved præcis hvad der skal siges! Og de ved hvilke knapper de skal trykke på. Sagen er den at du selv har vist dem, igennem jeres forhold, hvordan de bedst kan spille det her spil. Narcissister er observatører på alt, og de husker alle de ting, de senere hen kan trække frem og bruge imod dig. Derfor har de registreret alle de gange, du har beklaget dig, manglet noget, sat en grænse, sagt fra og stillet krav.. Alle disse ting kommer nu i spil, og kort sagt, så siger de bare det de har lært, at du drømmer om og gerne vil høre.
Alt er lagret og klar til brug når de sætter hooveringen i gang. De ved præcis hvad du har brug for, og det er nemt at falde for!
Mange vil gerne tro, at narcissisten faktisk mener hvad de siger. At de endelig er kommet til fornuft og har indset at der er noget galt. Endelig vil de få det bedre, og har i øvrigt opdaget hvor utrolig taknemmelig de er for, at de fik lov at elske dig så højt. Åh jo, det kan være meget kraftfuldt når en narcissist hoover!
Men de røde flag blafrer lystigt. Dybt inde i dig kan du godt mærke dem, at den er helt gal, spørgsmålet er om du vil lytte. Narcissisten udnytter og spiller på din skyldfølelse, trækker i dine indre længsler, dine dybeste drømme og tænder op i alt det du følte dengang du mødte dem. Inden du ved af det, tager i måske en kop kaffe, og så er du tilbage i nøjagtig det samme, med nøjagtig de samme mønstre som før.
... at gå tilbage til en narcissist! Du skal vide, du er oppe imod stærke kræfter der engang viste dig alt det du drømte om, det der vækkede det eventyrlige eneste-ene håb i dig alt imens de manipulerede med din psyke, nedbrød dig og efterlod dig fuldstændig fortumlet og forvirret, et sted hvor du ikke troede på du kunne trække vejret uden dem.
Det de kan, er så powerfuldt, at de får dig til at glemme, den sidste del af ovenstående billede. For man håber... ! Og man håber... !
Men det er altid forgæves! Altid!
Så vær god ved dig selv!
Fyld dig med al den viden du kan om emnet. Rust dig! Forbered dig! Og tag så en ny beslutning når du er klar! Det er en sindssyg rejse, at komme helt fri af en narcissist. Men det er virkelig muligt!