Gaslighting

Narcissisme



Gaslighting er narcissitens værktøj til psykisk kontrol, for at få magt over deres ofre. Det er en stærk manipuleringsmetode, og er egentlig en form for hjernevask, der er "designet" til at få folk til at betvivle deres egen oplevelse af virkeligheden, så narcissisten kan få magt over dem.


Hvis du møder et menneske på gaden, der lige flygtigt gaslighter dig, vil du nok bare stå bagefter og tænke ”hvad skete der?” - hvis du overhovedet opdager det. Det behøver ikke nødvendigvis at have konsekvenser for dit velvære. Men for dem der lever i det og bliver bombarderet med det på daglig basis, har det langt mere alvorlige konsekvenser.


Gaslighting er meget kompleks, og en meget raffineret måde at manipulere på. Man mister hurtigt sin dømmekraft, og derved opdager man ikke rigtigt hvad det er der er ved at ske. Hvis man jævnligt er udsat for gaslighting nedbrydes ens selvværd, og man mister troen på sig selv og sin virkelighed. Man bliver i tvivl om alt lige fra dagligdagen, jobbet, forældrerollen, ja, hele ens liv. Man forstår ikke hvad der sker, og selv sanserne bliver påvirket. Man holder op med at stole på det man føler, og det man ser, og det kan være så voldsomt, at man kan blive overbevist om, at det man har foran sig, ikke er der!


Det lyder måske helt som en superkraft at narcissiste kan gøre det mod nogen! Men det er ikke en superkraft, det er en ekstrem manipulering, der starter i det helt smålige med bittesmå nålestik, som at plante tvivl og usikkerhed i dig, om helt ubetydelige ting. Men til sidst kan det være så omfattende, at man ender i psykoselignende tilstande, isoleret og ude af stand til at reagere eller bryde ud af relationen.



Neglicering af følelser


Neglicering af, eller placering af følelser, er en del af de små nålestik narcissisten bruger. Det kan være udtalelser som:


  • Nu er du vist for sensitiv
  • Du er ved at være stresset
  • Du er vred nu, det skal du ikke være
  • Sikke noget vrøvl, du er bare træt
  • Nu overreagerer du


Disse er meget klassiske, og kan umiddelbart virke harmløse. Men på den lange bane er de destruktive. For det første bliver dine følelser fejlagtiggjort, og for det andet bliver du forvirret over at dine følelser ikke bliver anerkendt, for det er jo det du føler.


Derudover, skaber det forvirring, hvis man bliver fortalt at man f.eks. er stresset, hvis man ikke er. Det er helt naturligt at mærke efter om man nu er stresset, når man får af vide man er.



Ude i offentligheden

Benægtelse af virkeligheden


Benægtelse af virkeligheden, det gælder både helt at benægte, underdrive eller overdrive. Det kan f.eks. være:


  • Det har jeg aldrig sagt, du må huske forkert
  • Undskyld hvis du tror jeg gjorde sådan

  • En sitation kan være at han ser sin partner vende telefonen når han træder ind i stuen. Men når han konfrontere hende, nægter hun, at det var det hun gjorde. Måske underskylder hun det med at hun skulle tørre skærmen af.

I eksemplet med telefonen, er han slet ikke i tvivl om, at hun vendte telefonen, fordi han kom ind i stuen. Men fordi hun har en forklaring, en logisk forklaring, får hun ham til at tvivle på, om det han så, var rigtigt.


Narcissister har altid, en forklaring på alt.



Hvis du er partner med en narcissist, så kender du uden tvivl til den helt enorme forskel der er på narcissistens opførsel når I er ude, kontra når I er hjemme. Der er rigtig mange ting til dette eksempel af gaslighting, og igen kan det udefra virke banalt, men konsekvensen for dig der bliver udsat for det er stor – især i længden.


Eksempel: Når I skal til middag hos familien, er narcissisten smilende, glad, charmerende og galant. Han trækker stolen ud for ikke kun dig, men også andre. Han er humoristisk og underholder hele selskabet som bliver blæst omkuld af hans karismatiske fremtræden.


De finder ham noget så fantastisk, når han til de andre om bordet pludselig siger ”hov, ved I hvad... jeg er faktisk så heldig at jeg har verdens bedste kæreste. Men I skal ikke sige det til hende, det kan hun slet ikke tåle at høre.” mens han klemmer din hånd åbenlyst.


Hele selskabet sukker, mens de beundrer det afslappede, kærlige og drillende forhold I har sammen. Måske siger en af tanterne, hold op du er heldig med sådan en skøn mand.


"Jeg havde lyst til at sige

at det han sad og sagde

slet ikke passede. Men jeg nød hans opmærksomhed, og ønskede

det ville vare evigt".

Det der sker inde i dig, når du overværer det her sceneri, er at du pludselig bliver i tvivl om din virkelighed. For du mærker ikke derhjemme, at han synes du er verdens bedste kæreste. Det du ser her, er ikke det du ser derhjemme, langt fra faktisk. Det skaber forvirring, også fordi det måske vækker lidt følelser i dig, for det er ikke kun de andre der bliver betaget af sceneriet - det gør du også.


Måske ender du med at sidde og tænke at det nok også bare er dig der er alt for krævende og måske skulle holde op med at tænke så meget over alting, bare nyde nuet, for han sidder jo lige der, og er så sød og kærlig og charmerende - de andre har jo ret i at han er en fantastisk mand. 


Du har sikkert en dejlig aften, og nyder alt det gode du ser og mærker! Men når I kommer hjem vil alting være som det plejer. Du sidder nu igen overfor et menneske der er alt andet end det du så til middagsselskabet. Du ser nu en person der er egoistisk, fraværende, afvisende, kold, uinteresseret, irritabel, kritiserende og måske endda vred og bebrejdende.



Ultimativ gaslighting


Men hvad er det der sker i ovenstående eksempel, udover at du sidder tilbage, forvirret og håbefuld fordi du endelig fik mærket lidt af de ting du savner så meget?


Det der rent faktisk sker, er den ultimative gaslighting af dine nærmeste. For dét at narcissisten charmerer og flirter og underholder og viser alle de elskværdige sider, men du selv sidder og ser forelsket på ham, gør at alle de andre tror at det er hele virkeligheden. De synes han er fantastisk, og vil stå uforstående overfor de kvaler du har, hvis du nogensinde skulle ytre dem. De vil have svært ved at tro andet end at det menneske de ser, stemmer overens med virkeligheden, og de vil måske tro at det er dig der er noget galt med. Det efterlader én med en følelse af at være alene, og det gør det uhyggeligt svært at bryde ud af sådan et forhold.



Gaslighting i familien


Gaslighting ses naturligvis også i narcissistiske familier. Det kan være at familien dækker over et enkelt medlems opførsel og handlinger, hvilket er ufattelig hårdt for dem der er ramt af det der er sket, eller sker. Deres smerte bliver negligeret og deres virkelighed uvirkeliggjort, for “far er jo så sød nu, han er blevet meget bedre til ikke at blive vred” og "det er jo også længe siden nu, kan du ikke bare komme over det?"


Når du bliver udsat for gaslighting i længere tid, får du svært ved at koncentrere dig, og hukommelsen bliver påvrket. Efterhånden er alle dine tanker og sanser, konstant rettet mod narcissisten, og inden du ved af det, drejer hele din verden rundt om dem. Alt andet i dit liv vil falde i baggrunden, ligegyldigt hvor meget det betød for dig før.


Om det er din omgangskreds, din karriere, dine børn, din selvrespekt – det hele bliver usynligt når først en narcissist har givet dig bind for øjnene. Du kan ende, i depressionslignende tilstand, og i værste fald, i svær depression. Du visner ganske enkelt, og forsvinder, og bliver en grå skygge af dig selv.


Da narcissister ikke har empati, er de ligeglade med at de leger med din hjerne til ukendelighed. At forskrue, manipulere, misbruge og lege med et andet menneskes virkelighed er aldrig i orden! Hvis du er i tvivl om du bliver gaslightet i en relation, så har professor Ramani S. Durvasula en fantastisk måde at sige det på: Hvis du nogensinde finder dig selv i en situation, hvor du har følt behov for at optage en samtale, for at kunne bevise at det du hørte er sandt, så bliver du gaslightet.



Gaslighting er psykisk vold, fordi det er gentagen og systematisk og bruges til at få magt over et andet menneske.


Det er bl.a. det der er årsagen til, det er så svært for en partner, at forlade sin narcissist; simpelthen fordi de er blevet manipuleret til ukendelighed, og er under narcissistens magt.


Psykisk vold er ulovligt i Danmark, og har været det siden 2019.


Læs vores relateret artikler:

Flying Monkeys

Traume-binding


Ophavsret: Fri af narcissisme - Forfatter: Tricia

Referencer: se her,