Der er desværre mange narcissister der ikke formår at lade dig være i fred, selvom du har bedt dem om det og gjort alle de rigtige ting. Her anbefaler vi at du følger myndighedernes anvisninger, og bede dem hjælpe dig.
Det er selvfølgelig vigtigt at skelne mellem hvor presserende det hele er. Vi må heller ikke glemme at nogle narcissister kan være fysisk farlige, så hvis du er i en situation hvor du føler din sikkerhed truet, så skal du naturligvis ringe 112, og hellere én gang for meget, end én gang for lidt.
I 2021 kom der en ny stalkinglov, som gør det muligt at hjælpe ofre for stalking langt tidligere i processen end førhen. Der er et stykke benarbejde du skal gøre i form af en hændelsesdagbog, og at bede din narcissist, for eksempel via mail eller SMS, kort og kontant om at holde sig væk og aldrig mere tage kontakt til dig igen.
Det er en god idé hvis du kan bevise at du har meddelt, at du ikke længere ønsker kontakt. Det er ikke et krav, men det gør tingene lidt nemmere, når myndighederne kan se at du har gjort dit for at narcissisten har fået budskabet.
Det er meget vigtigt at du selv stopper med at tage kontakt. Som udgangspunkt skal du heller ikke reagere på nogen måder på det der kommer fra narcissisten. Vi anbefaler at du læser absolut ingen kontakt, for der er situationer hvor det ikke er muligt at stoppe kontakten 100%, men hvor man er tvunget til at gå efter en form for light version. Samtidig er der ting du kan gøre for at skåne og passe på dig selv.
En hændelsesdagbog bruges til at notere alt hvad der skulle komme fra narcissisten. Hvert et brev, hvert et opkald, hvert forsøg på kontakt, også selvom det er igennem andre du bliver kontaktet.
Hvis muligt, så sørg for der er påført dato og tid, og gerne screenshot, kopieringer eller andre former for beviser. Politiet vil bede dig lave en sådan hændelsesdagbog hvis de skal hjælpe dig.
Det er vigtigt du også gør dit arbejde, ved at lukker af for kontaktmuligheder, efterhånden som du opdager dem. Bloker på sociale medier, på din telefon, og få eventuelt en ny mail adresse.
Når man kommer ud af kløerne på en narcissist, er man ofte vred, såret, fortumlet, forvirret, bange og meget sårbar. Det kan være svært at bevare roen og fornuften, og ikke lyde fuldstændig hysterisk når man endelig, på desperat vis, beder om hjælp. Husk på at narcissistens agenda på det her tidspunkt blandt andet har været at få dig til at virke ustabil, og det er muligvis lykkes. Derfor er det en rigtig god idé at alliere dig med en der kan støtte dig i at lave en anmeldelse, og i at snakke med politiet når de skal efterforske sagen.
Mange vælger at møde fysisk op på deres nærmeste politistation, hvilke de bl.a. også henviser til på deres hjemmeside. Det kan vi faktisk ikke anbefale, da det desværre lader til, mange bliver affejet. Om det skyldes uvidenhed, eller måske for meget erfaring; at de så tit skal håndtere parforholdskvaler når folk alligevel havner tilbage sammen dagen efter, eller at man, for det gør de fleste af os på det her tidspunkt, virker ustabile, usammenhængende og frygtsomme, måske endda hysteriske, er ikke til at vide.
Hvis du gerne vil undgå at blive affejet, så lad anmeldelse foregå online. I sager om stalking og chikane, kan du dog ikke bruge politiets hjemmeside direkte, ligesom du kan hvis du skal anmelde et tyveri. Det skal ske via email, som kan sendes på almindelig vis, eller gennem borger.dk og eboks. Vi har listet mailadresser og link nederst i artiklen.
Hold det enkelt! Det er virkelig vigtigt at du ikke går ind i en længere afhandling om hvad der er sket fra starten. På det her tidspunkt, er alt det der er sket, han gjorde, hun sagde, og så skete og nu gør han, fuldstændig irrelevant. Til at starte med, skal politiet vide, hvad handler det her om (så mailen lander rette sted), og hvad er det du beder om hjælp til, og hvad har du selv gjort for at stoppe det.
Emnet på din mail kan bare være "Ansøgning om tilhold". Derefter, fortæl kort, og præcist!
Teksten til højre, er bare et eksempel på, hvordan sådan en mail kunne se ud. Det er dog en tekst der er blevet brugt i virkeligheden.
Det er vigtigt du beder om et tilhold. Også selvom du måske føler, det ikke er slemt nok, som mange kan føle Det ER slemt nok, når du føler dig forfulgt. Det er ikke i orden eller lovligt, at et menneske bliver ved med at kontakte dig hvis du ikke ønsker det, og ikke selv opfordrer til det. De skal tage dig alvorligt, og de skal hjælpe dig.
Din anmeldelse vil blive videresendt til en afdeling med speciale i tilholdssager, som vil kontakte dig, sandsynligvis telefonisk.
Hav tålmodighed, for de har massere at lave, så der kan være ventetid. Brug tiden på at notere alt der i mellemtiden sker, i din hændelsesdagbog, og forsøg at være god og kærlig ved dig selv. Det er naturligt hvis du er utålmodig.
"Hej,
Jeg vil gerne ansøge om tilhold på NAVN, ADRESSE, TELEFONNUMMER, CPR (hvis du har de informationer).
Jeg har tidligere haft en forhold til hende, og har i januar 2019 tydeligt bedt hende om ikke at kontakte mig mere. Lige siden har jeg ignoreret alt. Jeg har ændret min emailadresse og mit telefonnummer, og blokeret hende alle steder. Hun bliver ved med at opsøge mig, sende breve ringer til mit arbejde og jeg kan ikke holde det ud mere. Jeg har prøvet alt. og har brug for i hjælper mig.
Jeg har lavet en hændelsesdagbog og noterer alt ned og gemmer alt. Vil i hjælpe?
Med venlig hilsen
NAVN, ADRESSE, TELEFONNUMMER, CPR NUMMER"
Forhåbentlig munder dit råb om hjælp ud i et tilhold, eller en advarsel, også kaldet en formaning. Heldigvis er det i mange tilfælde nok til at narcissisten lader dig være i fred. Husk på, en narcissist vil for alt i verden ikke tabe ansigt, og det at de har fået et tilhold eller en advarsel er en stor streg i regningen for dem. Så hvis du er heldig, trækker de sig og lader dig i fred, så du kan få lov at nyde din frihed og komme godt i gang med det healingsarbejde der ligger foran dig.
At der er kommet et tilhold eller en advarsel i spil betyder dog ikke nødvendigvis, at de stopper med at gøre alt det de plejer at gøre derude for at skade dig og dine. Alt deres snakken dårligt om dig, sprede rygter, smædekampagner og den slags, vil måske fortsætte lidt endnu. Men forhåbentlig har du fået renset så godt ud i dit netværk, at det ikke er noget du hører om.
Måske har du været indehaver af en af de mere dumstædige narcissister, og oplever det helt ekstremt komiske: at de forsøger at vende det dårlige lys og lave en anmeldelse af dig. Det kaldes en modanmeldelse og bliver som oftest afvist, medmindre selvfølgelig der er hold i beskyldningerne.
Det er slet ikke sikkert du nogensinde vil få det af vide, for politiet giver dig ikke besked, når anmeldelsen blot afvises. Men det kan være du har en i din omgangskreds, der finder det nødvendigt at fortælle dig det. Det fænomen kaldes Flying Monkeys, og er ofte mennesker der fortæller dig det i en god mening, uden at vide at det er unødvendigt og faktisk skader dig. Narcissister har en evne til, at vælge de mest godtroende mennesker, til at løbe deres erinder.
Ingen har fortjent at blive stalket og chikaneret. Til dig der er udsat for det nu, vi ønsker dig ALT held og lykke
Hvis du har brug for hjælp til at bremse din narcissist i at fortsætte med at kontakte dig, er her et par brugbare link.
Hvis du kender til link du synes der skal stå her, for at hjælpe andre i kampen, er du hjertelig velkommen til at skrive til os -> Her
Politiets emailadresser: