De fleste kender ordet, og mange har set fænomenet på film. Men stalking kommer i mange variationer, og jeg tror ikke man helt begriber hvad det gør ved et menneske at blive stalket, førend man selv har prøvet det, eller en man har, tæt på bliver udsat for det.
Jeg fik det at mærke da jeg forlod min narcissistiske x kæreste, for han var bestemt ikke enig i at vores veje skulle skilles. Det startede meget massivt med sms beskeder, messenger, mails og opkald, med alt lige fra kærlighedserklæringer og undskyldninger, til trusler mod mig, men også mod ham selv. Efterhånden som jeg fik lukket af for ham, blokeret hvad jeg kunne, skiftede telefonnummer og mailadresse, og bl.a. fik kollegerne til at svare telefonen på arbejdet for mig, ja så gik han bare over til at komme med fysiske breve og gaver, som han lagde på min trappesten.
Det var voldsomt at opleve, at han ikke respekterede at forholdet var slut og jeg ikke ville have noget med ham at gøre mere. Den forfølgelse han udøvede, kom jo i kølevandet på 7 års forhold med ham, der havde efterladt mig fuldstændig drænet, ødelagt og nedbrudt. Jeg vidste godt, at selvom jeg endelig var ude af forholdet, ville der komme masser af efterdønninger. Jeg havde dog ikke tænkt det bl.a. ville indebære stalking.
Det var virkelig surrealistisk at modtage gaver fra ham, og at han hele tiden fandt nye metoder at komme i kontakt med mig på. Det var som om jeg gik i limboland, og ventede på, hvor og hvornår han ville dukke op, eller noget fra ham dukkede op. Til sidst fik jeg installeret alarmsystem og overvågning på hele mit hus, for så kunne jeg nogenlunde føle mig sikker på at hvis han skulle dukke op, så var der i det mindste beviser!
Som tiden gik og alle hans forsøg på kontakt ikke virkede, begyndte han at lave smædekampagner, rygtespredning, og manipulerede andre mennesker, bl.a. tidligere fælles bekendte, til at levere tilsyneladende uskyldige beskeder til mig. Han forsøgte tilmed at gå igennem mine børn!
Jeg havde læst på nettet at der var kommet en ny stalkerlov i 2021, og at jeg skulle samle dokumentation og beviser for overhovedet at have en chance for at få hjælp. Jeg samlede og samlede, alt hvad jeg kunne. Ventetiden var forfærdelig, da jeg i forvejen på ingen måder følte jeg havde kræfter til at lege "bevisførelse". Men det skulle gøres, for selvom der er hjælp at hente, så skal der virkelig meget til.
Stalking ER ulovligt i Danmark! Men jeg synes ikke det var specielt nemt at finde hjælp til at håndtere det. Det lykkes mig at få politiet til at give min x kæreste en formaning, men vejen derhen var ret omfattende. Derfor har jeg skrevet en artikel om stalking, der trin for trin forbereder dig på, hvad du skal gøre for overhovedet at få myndighederne til at tage dig alvorligt, og ikke mindst hvor du skal henvende dig. Du kan læse artiklen her: Stalking
Forårshilsner fra Tricia

